Regnskabstallene nedenfor er foreløbige og kan blive ændret frem mod offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelse og årsrapport den 31. marts 2016.
I lighed med tidligere år har selskabet gennemført en intern værdiansættelse af ejendomsporteføljen til dagsværdi pr. 31. december 2015. Værdiansættelsen er efterfølgende gennemgået af to eksterne valuarfirmaer.
På den baggrund har bestyrelsen besluttet at opskrive porteføljens dagsværdi pr. 31. december 2015 med 4,6 mio. kr. til herefter 954,5 mio. kr. (31.12.2014: 949,9 mio. kr.) svarende til en opskrivning på 0,5 pct.
Opskrivningen skal ses på baggrund af en forbedret udlejningssituation for selskabets ejendomsportefølje. Selvom opskrivningen er beskeden, kan den ses som udtryk for, at markedet for erhvervslejemål igen er på vej op efter kriseårene.
Det gennemsnitlige vægtede afkastkrav ved værdiansættelsen udgør 7,3 % svarende til afkastkravet ved værdiansættelsen ultimo 2014.
For regnskabsåret 2015 forventer bestyrelsen fortsat et resultat af primær drift før værdireguleringer, finansielle poster og skat i niveauet godt 40 mio. kr. (2014: 38,2 mio. kr.)
Efter skat forventer bestyrelsen et resultat i niveauet 30 mio. kr. (2014: Et underskud på 39,2 mio. kr.)
Koncernårsrapporten forventes fortsat offentliggjort den 31. marts 2016.